Lige en kort fortælling fra vores Weekend som Tom havde arrangeret i en lokal grusgrav.
Whau.... det var bare for godt.
Sjælden har jeg været så træt, haft det så sjovt, og haft krampe i benene og maven. Det sidste mest fordi det var svært ikke at grine, både af mig selv, men sgu' også af Tom og Esben.
Nå, men til det det hele drejede sig om, nemlig at køre på vore Hondaer.
Efter at have monteret dæk med STORE ”dutter”, suste vi af sted fra Toms mod den lokale grusgrav. Godt nok havde vi hørt at der var lidt vand og sandet var lidt blødt, men……. så blødt og så vådt. Først lidt rullen frem og tilbage hvor der før havde været maskiner, så lidt mere op over grusgraven hvor det godt nok var blødt.
At både jeg og min AT’ er lidt gumpetunge i forholdt til Tom og Esben, med deres fjerlette Transalper, forklarer nok ikke at jeg havde problemer med at holde cyklen rullende i andet gear og ganske godt med gas. Cyklen trådte bare igennem det løse sand, og sad fast til akslen og hængte på bundskjoldet. Godt Tom lige har været i Finland, så han kender lige de smarte tricks med at få cyklen fri igen.
Efter nogle timer hvor vi alle tumlede rundt i grusgraven, de omkringliggende vandhuller og småstier, blev vi enige om at det var ” Pizza time ”. Så af sted til det lokale pizzeria i Egtved.
Hm… 10 km på asfalt med de dæk var en speciel oplevelse, ikke fordi vi var så langt fra hastighedsgrænserne, men den er altså lidt levende i sving og ved nedbremsninger. Nå, men som Tom siger: ”Den bare have lidt øre, så går det hele”, og det gjorde det så
Med fyldte maver ruller vi af sted for at besigtige nogle af de mange grusveje og stier i området.
Der er mange, og dem der har sat bomme op, har været rigtig hensynsfulde overfor os der gerne vil nyde naturen på 2 hjul. Det var sjælden svært at komme forbi, så det blev til en 30 – 40 km på nogle gode grusveje og stier, i en rigtig dejlig natur.
På vores vej fandt vi et lille vandhul, som selvfølgelig straks gav anledning til lidt kamp om hvem der kunne lave de største vandkaskader. Jeg tror Tom vandt……. Han var den eneste der fik et luftfilter med vand i…...
At flyve på en Transalp er sikkert ikke hverdagskost for en typisk Transalp kører, men det er er det for Tom, og sikker for eftertiden også for Esben. At se en Honda på lidt over 200 kg flyve mindst 10 meter, er ret imponerende. Det der kræves er en 50 meter høj skrænt/bakke, et tilløb på en 100 meter, en 35 grader stigning og så andet gear og fuld gas. Resten kommer helt af sig selv.
Jeg har sågar billeder at min gumpetunge AT’er i luften. Ikke så elegant som de andre, men mindst lige så sjovt.
Nå, men på et tidspunkt bliver det jo mørkt og vi er alle så sultne at vi næsten kunne fortære en halv ko.
Det gør vi så. 400 gr. oksefilet pr mand, godt Belgisk og dansk øl, lidt pralen over dagens bedrifter og snak om at det ikke havde været så hårdt. At jeg vågnede midt om natten med krampe i benene, må skyldes andet end overanstrengelse. Hvis det ellers kunne ses i mørket, må have set ret komisk ud at jeg skulle vikles ud af en sovepose, op og stå, og så stadigvæk lade som om at alting var OK.
En rigtig dejlig weekend, men absolut ikke velegnet for en gade- Transalp eller Africa Twin, der skal være i stand til at kunne køre dagen efter. Vi var alle nede og smage på gruset, og en pæn gadecykel ville have fået ridser i lakken, som de fleste nok ikke vil være begejstret for.
HugOgDask
.