Dagen oprandt og Peter, Heine og undertegnede mødtes i Holstebro lørdag morgen og efter at have hilst på, tog vi nordpå ad hovedvej 11 over Oddesund til Thisted hvor vi tjekkede ind på et at Peters fixpunkter og fornøjede os med en burger til at stå imod med.
Snart var vi klar til lidt grus og rykkede til Bulbjerg og gennem Vester Torup Klitplantage til stranden ved Svinkløv hvor vi fik nogle km strand under hjulene.
Masser af småsten og varierende sandkonditioner var en hård start så vi tog landevejen videre til Tranum hvorfra man kan køre små 30 km på stranden til Løkken. Da det havde regnet dagene forinden var stranden rimelig fast og turen foregik smertefrit. Det småregnede og da vi er ovre turistsæsonen var der heller ikke mange mennesker på stranden.
Et par knægte på deres ATV'er spilede øjnene godt op da vi smed afrikanerne ned gennem en halv meter dyb å-passage et sted hvor broen var taget op, sikkert pga den forestående efterårsstorm.
Planen var at nå til Skagen lørdag så Peter førte an på de små veje langs kysten til Hirtshals og videre til Tversted hvor Peter kendte en rigtig lækker shelterplads lige ned til havet. Der blev dog lige tid til at nyde en CofeToGo på et andet af Peters fix punkter, nemlig tanken i Hirtshals hvor minder om tidligere Norgesture blev vendt.
Peter var ikke helt på topppen så mens han tændte bålet og slappede lidt af tog Heine og jeg ned på stranden og gav den gas nordover.

Vores intention var egentligt at køre på stranden helt ud til Grenen men stranden blev til trælse større runde sten ved Gl. Skagen så der kørte vi op. De kiggede sgu godt nok lidt, turisterne på solnedgangs-pladsen!
Vi tog landevejen til Skagen og videre til Grenen hvor det viste sig at Grenen er fredet, så der kørte vi naturligvis ikke ud.
Tilbage til Gl. Skagen og ned ad stranden til Tversted. Nu kendte vi jo stranden og nød de fede hop og bløde kurver i fulde drag.

Tilbage ved shelterpladsen fordelte vi opgaverne og der gik ikke længe før den stod på veltilberedte entrecote bøffer med stuvede kartofler, hvidløgs flutes og god øl.

Efter en behagelig nat og en kop morgenkaffe stod søndag på lidt sightseeing i lokalområdet og ellers ned ad hovedvej 40 til Frederikshavn, Sæby og Hals hvor vi fik morgenbrød hos den lokale bager.


Færgen til Egense tog ikke lang tid og vi kørte videre ned mod Als hvor vi løb tør for vej i vores søgen efter småveje til Hadsund.

Lidt øst for Mariager var den gal igen, idet stifinderen fik os lokket ind i en forholdsvis tæt skov.

Det var en fed tur sydover med 3 afrikanere i regnvejr og tiltagende blæst. Der er intet der stopper en afrikaner!
Vi sagde farvel hos Peter over en kop kaffe og drog hjemad til mc vask med smil på læben.

/Thomas