Er en cliffhanger på et halvt års tid for meget?
Anyway, her kommer lidt mere om min tur.
Ved grænsen mellem Finland og Rusland kørte det hele på skinner. Jeg skulle vise mit pas og registreringsattesten, og det varede ikke længe før de slap mig fri igen. Det var faktisk både dejligt, men også skuffende da jeg havde forventet et mindre cirkus for at komme ind i Rusland. Nå ja, jeg måtte jo videre.
Jeg nåede dog kun at køre et minut eller to før jeg kom til den næste kontrolpost. Det viste sig så at være den russiske grænse
Det første sted var jeg bare blevet lukket ud af Finland og EU.
Igen måtte fandt jeg pas og papirer frem og stillede mig i en kø der ledte ind i en lille bygning. Da det blev min tur fik jeg et stykke papir med kyrillisk (de bogstaver de bruger i bl.a. Rusland) Jeg så åbenbart nok fortabt ud så jeg fik et andet stykke papir der lignede det første, men med fransk tekst. Det hjalp mig lige lidt så jeg prøvede at spørge efter om de havde en engelsk. Ingen respons. En venlig mand kom mig til undsætning og hjalp mig med at oversætte og udfylde. Så vidt jeg forstod var han lastbilchauffør fra Rusland, men kunne tale engelsk til husbehov.
De fleste gav mening, men et enkelt sted sagde min nye ven at jeg skulle skrive et tal. Det var bare kilometer, sagde han. Men om det var hvor langt MC'en havde kørt eller hvor langt jeg ville køre i Rusland eller hvor lange jeg havde hjem kunne jeg ikke få svar på. Jeg fik at vide at der ikke bliver set på det alligevel så jeg skrev 20.000. Så kunne jeg jo bare håbe det ikke gav mig problemer.
For at få visum måtte jeg på forhånd (hjemmefra) fortælle hvilken grænseovergang jeg ville bruge, samt hvor jeg ville opholde mig mens jeg var i landet og man skal have valideret sit visum på et hotel, vandrehjem eller den lokale politistation hvis man bor privat. Det skal også på forhånd oplyses hvilken by man skal have sit visum valideret i. Så der bliver spurgt om nogle lidt specielle ting, men min egen oplevelse og hvad jeg har hørt fra andre er, at så snart man er kommet ind og har fået et stempel fra grænsen og fra et hotel, så kan man gøre som man vil. (Det skal nævnes at da jeg skulle vælge hvilken by jeg ville have valideringen var jeg tæt på at komme til at vælge en by i det østligste Rusland fordi bynavnet lignede et andet der også fandtes vestpå - I et kort øjeblik var jeg ved at blive overmodig fordi jeg er vant til de små lilleputlande vi har i Europa. Havde jeg ikke opdaget fejlen, ville jeg have haft tre dage til at køre omkring 10.000km. Det svarer til at køre fra DK til et stykke syd for Ækvator. Rusland er MEGET stort!)
Trods sprogbarrieren fik jeg alle de stempler jeg skulle bruge og alle var tilfredse med de papirer jeg havde med. Den eneste udover min chauffør-ven der sagde noget jeg forstod, var den første mand der stoppede mig. Han sagde "Stop". Resten fra vagter og skrankedamer var ren volapyk (russisk). Så der blev øvet meget Gæt og Grimasser
Fra grænsen vendte jeg forhjulet mod Sankt Petersborg hvor jeg skulle finde et hotel til en fornuftig pris. Jeg satte stort pris på at have øvet mig i det kyrilliske alfabet da mange ord giver nogenlunde mening hvis man oversætter det bogstav for bogstav. F.eks bliver "Интерне́т" til "internet".
Samme tekst på begge sider
Jeg fandt et hotel der var lidt mere i min prisklasse og bookede en nat. Jeg havde valgt at få valideret mit visum i Sankt Petersborg så det blev også ordnet på hotellet. Min første aften i Rusland blev tilbragt i en rigtig god seng hvor jeg på CNN så et indslag om at politiet i Moskva var det farligste og mest korrupte i verden. Der var flere sager med betjente der havde dræbt uskyldige civile og var sluppet godt fra det. Måske var det alligevel ikke så god en idé jeg havde fået.
Jeg fik set lidt på den lokale arkitektur...
... og prøvede så at komme ud af byen. Det kort jeg havde brugt hidtil var en rigtig godt Europakort, som nu var blevet mindre optimalt da Rusland kun var med på et oversigtskort. I praksis betød det at hvis jeg satte min tommelfinger på Sankt Petersborg kunne min lillefinger nå til Moskva (på kortet altså) Det er en strækning på omtrent 700km som svarer til dobbelt så langt som fra Skagen til grænsen. Det gjorde at kun de største veje var på kortet, men dem ville jeg helst undgå. Så kortet blev mest brugt til at finde pejlemærker som jeg kunne køre efter.
Mit første forsøg på at komme ud af byen bestod i at køre østpå hver gang det var muligt. Det endte ikke helt godt.
Jeg endte med at køre tilbage og finde en hovedvej som jeg fulgte et stykke tid indtil jeg igen prøvede min "jeg kører østpå"-leg. Jeg fandt hurtigt masser af grus- og sandveje som nærmest blev ved i det uendelige.
Inden jeg kom til Rusland havde jeg haft for vane altid at køre i den dårligste side hvis jeg kørte på en grusvej. Det var et forsøg på at blive bedst mulig til at køre i løst underlag. Det var nærmest blevet rutine for mig så jeg tænkte ikke meget over det, da jeg med ca 80 i timen kørte ud i den dårligste del af en sandvej. Det var blødere end forventet og cyklen begyndte at svinge kraftigt fra side til side. Det var ikke ligefrem optimalt at skulle have et voldsomt styrt langt ude i en skov hvor der er meget langt til alt. Cyklen ender med at dreje ud mod højre og jeg kan se et træ der kommer faretruende tæt på. I bedste fald slipper jeg med et brækket arm. Uden helt at vide hvordan får jeg hold på mig selv og cyklen tæt på rabatten. Jeg får slået støttebenet ned og går sætter mig ned med rystende hænder. Jeg ser på sporet jeg fik lavet og forstår ikke hvordan det kunne været gået så godt. Da jeg ser tilbage af vejen kan jeg se en bil der holder ind til siden nogle hundrede meter væk. Den holder ikke ved et hus eller en vej og der er ikke nogen der stiger ud af den. Adrenalinen pumper lystigt rundt i min krop og jeg bliver bekymret for om det er nogen der vil mig noget ondt. Så jeg tager mig sammen og kører min vej inden jeg får besøg.
Dagen byder dog på mange flere gode oplevelser og skovvejene af grus og sand findes i overflod.
Hen af eftermiddagen opdager jeg at jeg ikke har fået noget frokost så jeg finder mig et lille stykke mark i udkanten af en landsby og giver mig til at finde noget mad frem. Efter nogle minutter kommer der en gammel kone gående med et kornneg på ryggen og jeg prøver at spørge om det er OK at jeg sidder der og spiser. Hun ryster på hovedet som om hun ikke forstår mig, og trisser ind i sit hus der ligger lige på den anden side af vejen. Nå ja, fred være med hende, tænker jeg og finder maden frem. Så kommer den gamle kone tilbage igen. Hun har taget en lille spand med vand med og spørger smilende om jeg mangler vand. Jeg prøver at være flink og finde en flaske der ikke er helt fyldt. Den bliver fyldt med det samme og konen smiler nu stort. Hun peger på min mad og så på sit hus. Hun vil have jeg skal spise inde hos hende. Jeg ved ikke hvorfor hun pludselig var blevet så flink, men jeg pakker maden sammen og går over i hendes hus hvor hun venter. Hun tager imod maden og viser mig en plads hvor jeg kan sidde mens hun laver mad til mig.
Huset er bygget i træ og meget af det ligner genbrugsmaterialer, men det ser ud til at være tæt og egentlig rimelig velholdt. Efter lidt tid kommer hun ind med en tallerken med en blanding af det mad jeg selv havde med og noget ekstra hun har spædet til. Det bliver sat foran mig og værsgo at spise. Vi sidder på hver sin side af et af bordets hjørner og mens jeg spise sidder hun og kigger på mig. Hun prøver at snakke lidt med mig, men jeg forstår kun meget lidt af det hun siger. Jeg prøver at tale engelsk, dansk og tysk til hende og tysk kender hun. Hun peger på bordet og siger stolt "Tisch" med et stort smil. Ja ja, det er da meget fint, men det er måske et lidt tyndt grundlag at have en samtale på.
Vi ender med at tale en sær blanding af dansk, russisk og tysk, men når hun talte langsomt russisk gav en del af det mening og vi havde det faktisk rigtigt hyggeligt sammen. Hun spørger om mit navn, men hverken på dansk eller engelsk er hun helt overbevist, så jeg finder mit pas hvor mit navn er skrevet på kyrillisk. Hun lyser nærmest helt op og udbryder "Rian" med et langt rullende "R". Selvfølgelig kunne det have været sjovt at kunne snakke mere med hende, men det ville aldrig have givet samme oplevelse.
Jeg bliver budt på en krus te og da det er drukket bliver jeg vist ind på et værelse hvor hun peger på en seng og lægger hænderne sammen og lægger dem op mod den ene kind. Nu skal jeg åbenbart sove her også. Jeg er ikke træt så jeg læser lidt i en bog i et par timer til klokken er 18 hvor min vært kalder gennem huset: "Rrrrian Rrrrian"
Da hun ser jeg ikke har sovet tror jeg faktisk hun blev lidt fornærmet, men jeg fik da mad alligevel. Jeg ved ikke om hun havde været ude og slagte en af sine høns, men hun havde i hvert fald lavet noget god mad til mig. Hun spiser kun selv en smule og ser meget på mig mens jeg spiser. Hun var meget opmærksom på om jeg havde noget at drikke og var egentlig en meget høflig vært. Da vi har spist det varme mad, kommer hun med noget der ligner et glas syltetøj og øser det op på en tallerken. Heldigvis når jeg at smage på det inden hun spørger om jeg vil have sukker på. Normalt er jeg rigtig glad for søde sager, men der var så meget sukker i det her, at det knasede af sukker og nærmest var helt stærkt at sødme. Jeg kan roligt sige jeg aldrig har smagt noget lignende. Bagefter var jeg glad for at blive budt på te. Da vi havde snakket lidt igen gik hun ud og pegede på Honda'en som jeg havde flyttet over til hendes hus. Jeg forstod ikke hvad hun ville indtil hun fandt en presenning frem. Den skulle da også have det rart
Da jeg igen kom ind på mit lille værelse gik jeg i seng og trak dynen over mig. Jeg har ladet mig fortælle at jerntæppet er blevet løftet af Rusland, men hun havde helt sikkert beholdt en lille del af den. Det var en MEGET tung dyne som til gengæld ikke var ret varm.
Næste morgen klokken 8 ringede min alarm "Rrrrian .... Rrrrrian" Jeg kom op og fik noget tøj på inden jeg gik ud til et fantastisk morgenbord med pandekager og brød. Jeg gik om bord i lækkerierne og endte med at levne efter en brav kamp. Hun havde lavet en madpakke til mig med lidt forskelligt fra køkkenhaven samt et glas af det meget søde grød. Da cyklen var blevet pakket ud og jeg var klar til at køre var jeg blevet temmelig trist over at jeg ikke kunne mere russisk. Jeg ville så gerne kunne fortælle hende at det var virkelig pænt af hende at invitere mig indenfor, lave mad til mig, give mig et sted at sove og alt det andet hun havde gjort for mig. Men i stedet holdte jeg i hendes hænder og sagde "Spaseeba, spaseeba, spaseeba, spaseeba, spaseeba, spaseeba" (Tak, tak tak)
Aftenen inden havde jeg spurgt om jeg måtte tage et billede af hende, men det havde hun afvist. I stedet måtte jeg tage et billede af et billede af hende. Jeg ved ikke om det var min takketale der havde blødt hende op, men nu var det åbenbart i orden.
Tak for en af de største oplevelser på min tur!
