Og hvordan gør man så det? Vores konklusion var at vi nok skulle et stykke ned i Tyskland og så dreje til venstre. Denne retning skulle holdes indtil vi nærmede os den Russiske grænse, hvor vi så måtte finde en færge der kunne fragte os fra Tallinn til Helsinki. Vi ville køre nordpå, indtil solen ikke gik ned om natten. Og herefter køre lidt sydvest, indtil vi kunne finde enten Kristianssand eller Gøteborg, så vi kunne komme hjem til Jylland igen.
Vi havde ikke planlagt så meget, udover selvfølgelig afrejsedag og en seneste hjemkomst dato. Og så alligevel. Vi, altså Henrik Hald og jeg, var inviteret til at besøge en af Henriks tidligere arbejdskollegaer, Vida, i Litauen. Vi ville også undgå storbyer, turiststeder, hoteller, pensionater og campingpladser, så vi var enige om at det hyggeligste ville være at bo ”vildt”, altså overnatte i skove eller andre egnede steder hvor vi nu kom frem.
Det var så den planlægning.
Vi tog af sted mandag d. 20. juni, efter at vi selvfølgelig havde tjekket olie, dæktryk og strammet kæder. Klokken var nok næsten 9:30 inden vi trillede af. Jeg var nødt til lige at sætte et nyt blinkrelæ på Afrikaneren. Det gamle havde fået for meget regn i den tilstødende weekend på Touring Campen. Lidt senere afgang end vi havde regnet med, men skidt vi havde jo ikke faste planer. For os begge er turen gennem Tyskland mod Polen en transportetape. Lidt enerverende med Autobahn i mange timer i træk. Vi blev da heldigvis velsignet med et skybrud, så vi ikke kom til at koge over på første dags rejse.
Vi har tidligere campet i Tyskland, ganske tæt på Polens grænse, og det blev vores valg igen.
Dejligt og naturskønt sted. Filmagtig smuk solnedgang, godt mad, en enkelt dram og øl. Teltflagerne blev spændt over motorcyklerne med lidt faldskærmsline og et par bungier. Her kunne vi sove fyrsteligt i vores soveposer.
Morgenkaffe, i store mængder, helst mellem en halv og en hel liter inden vi kan fungere. At stå op tidligt om morgenen og have tid til at nyde, slappe af og pakke småtingene i et stille og roligt tempo, er for os begge en god start på dagen.
Polen. Grænseovergangene er jo frit passerbare efter De Baltiske Lande er kommet med i EU. Ret komfortabelt at man bare lige kan smutte fra land til land uden en masse kontrol. Turen gennem Polen var præget af tung og langsom trafik på de store veje, der i øvrigt var af en supergod kvalitet. Småvejene og byerne er stadig sporkørte, men skidt, vores Afrikanere er jo bygget til at klare det også. Det lykkedes os at finde et egnet sted i en skov vi kunne overnatte.
Vi var absolut ikke alene. Myggene elskede os begge, så vi må sige at vi var ret omsværmede.
Efter vi den næste morgen havde fået den obligatoriske kaffe og var godt i gang med at pakke fik vi besøg. Det var den lokale skovfoged der faktisk så noget forundret ud da han fik øje på os i den ellers ret så øde skov. Han fik da sagt noget på Polsk, inden Henrik gav ham hånd og budt velkommen på klingende jysk. Vi havde spontant glemt alt andet end vores modersmål, og det virkede ret godt. Skovfogeden forsøgte at forklare noget mere, og vi tror nok at han ønskede os fortsat god tur. Han havde da et forbløffet smil på da han forlod os. En rigtig god oplevelse. Efter et par timer var vi i Litauen, og havde yderligere en 4 -5 køretimer til Vida´s landsby.
Selvom min GPS var opdateret med det nyeste fra Garmin, måtte den give op da jeg forsøgte at finde Kasciukiskes, som landsbyen hed. Vi var ret tæt på, og mens vi forsøgte at tyde et kort, kom der en politibil humblende henad den grusvej vi var stoppet op på. Jeg standsede ham selvfølgelig for at spørge om vej. Sikken en hjælpsomhed. Ingen af os kunne forstå et kvæk af hvad vi sagde til hinanden, men den gæve betjent fik med fagter og tegn forklaret at vi bare skulle følge efter ham. Efter nogle få kilometer bag en Lada firehjulstrækker på nogle sjove veje, fandt vi så den lille landsby.
Og det var rigtig på landet.
Godt fremme hos Vida og hendes mor.
Herligt. Brusebad, grillmad, øl, rigelige mængder Vodka, fremvisning af lokale rekvisitter.( Gammel Tysk Mauser fra 2. verdenskrig)
og ikke mindst rigtig dejligt og gæstfri selskab.
Byen var blevet opført af de fritliggende gårde, der i 1946 blev beordret nedtagede og genopført på små parceller i et kollektivt landsbymiljø. Det var selvfølgelig i forbindelse med Russernes overtagelse af landet. Hermed var kollektiv ånden blevet indført, og den holdt indtil Russerne forlod Litauen for ikke så mange år siden. Sammenlignet med danske forhold er det meget spartansk, nærmest fattigt og nogle steder lidt forsømt. Grunde på omkring 1000 m², der blev benyttet til beboelse, stald, græsning og lidt areal til at dyrke grøntsager.
Vores ankomst og ophold i landsbyen var åbenbart et tilløbsstykke. Ifølge vores værter havde der aldrig tidligere været så mange der gik eller cyklede forbi. Sikkert for at se hvad det var for nogle gæster der ville sove udenfor… i haven. Efterhånden fik vi mange smil og venlige vink tilbage. Oftest lidt forsigtige og generte, men nysgerrigheden var stor, selvom de forsøgte at skjule det.
Vi var nu nået til torsdag morgen. Vi var lidt trætte (læs tømmermænd) efter det hyggelige samvær, men tog meget gerne mod tilbuddet om at se lidt af lokalområdet. Nogle af Vidas venner transporterede os rundt i bil, hvilket var ret dejligt vores tilstand taget i betragtning. Den del af Litauen vi har set er smuk og grøn.
Vores første stop var ved en flodpram med 2 pontoner.
Denne kunne fragte et par biler, kreaturer eller bare almindelige passagerer. Den blev benyttet ret så meget, da der er 70 km mellem de 2 nærmeste broer over floden. Prammens fremdrift var strømmen i floden.
En kraftig stålwire, der løber mellem 2 lodretstående valser på fartøjet, er solidt befæstiget på hver side af floden og sørger for den rette kurs. Et par store ror, der enten står i styrbord eller bagbord position, er udslagsgivende for prammens fremdriftsretning. Simpelt, men fantastisk effektivt.
Herefter gik turen til en af vores chaufførers forældre, hvor vi kom uanmeldt.
Gæstfri og varm velkomst med lokal pølse, brød og lidt saftevand til vores lettere udtørrede halse.
Det ældre ægtepar der nu var vore værter, havde mistet deres beboelseshus ved en brand et par år tidligere, og boede midlertidigt i en stor campingvogn.
En tidligere stald var nu ved at blive indrettet til beboelse, og projektet blev vist frem med en vis stolthed. Det ydre af huset var lidt simpelt, men indvendig var der opført vægge af gasbeton og støbte gulve med varme, oliefyr og på sigt rindende vand og indendørs toilet.
Dagen var mindedag for de faldne i 2. verdenskrig.
Edmundas og Gidre, som de ældre beboere hedder, fortalte om nogle af de oplevelser de mindedes på denne dag.
Det var fattigdom, sult og chikane af de besættende tyske styrker. Edmundas far og storebror blev likvideret i haven hvor vi opholdt os.
Forståeligt at der er stærke følelser i spil.
Appetitten var ved at vende tilbage, og vi blev enige om at prøve at spise noget traditionelt Litauisk mad. En smuttur på en lille time til nærmeste større by og ind på en mondæn og fin restaurant. Vi seks voksne bestilte ”Cepelina”, og de to børn skulle selvfølgelig have fritter med ketchup.
”Cepelina” har form som en Zeppeliner, deraf navnet. Retten består af fedt hakket og stegt svinekød, som er pakket ind i noget a la kartoffelmos. Hele herligheden bliver så kogt i svinefedt. En kaloriebombe der traditionelt skal nydes sammen med iskoldt fadøl med et drys salt i. Kartoffelmosen har konsistens som skumgummi og når man får arbejdet sig ind til kernen i herligheden, siver der en anseelig mængde svinefedt ud. Forstår traditionen med den kolde øl med salt i. Henrik og jeg var selvfølgelig glade for at vise den gestus at betale. Alt i alt omregnet 130 danske kroner, og det var for os alle sammen....
Fredag først på dagen takker vi for den uovertrufne gæstfrihed og kører videre mod Letland. De første mange kilometer var grusveje. Enkelte af dem var ret gode, men vi fangede efter nogen tid en nyetableret hovedfærdselsåre mod øst. Trafik var der ikke rigtig noget af, så vi kom forholdsvis hurtigt til Letland. Først her fandt vi ud af at alt var lukket da der var blevet fejret ”Sankthans” den foregående dag og nat. Den lokale tradition er med bål og Vodka. Nok mere Vodka end bål.. Det var dog muligt at tanke enkelte steder med kredit kort. Vi havde planlagt at proviantere lidt eller spise lokalt. Det lykkedes os ikke at finde mulighed for nogen af delene.
Ved en lille lokal lufthavn stod nogle udtjente fly fra koldkrigstiden. Dem måtte vi da lige kigge lidt på.
På en tankstation mødte vi nogle estiske motorcyklister der var på vej til Kroatien. De fortalte at vi et par hundrede kilometer længere fremme kunne handle i et større supermarked i Estland. Det besluttede vi os så for at gøre. Et kort besøg i Letland, men så har vi et påskud for en ny tur. Vi fik købt ind til aftensmad og fandt endnu en egnet plet til skovovernatning, men nu var nattemperaturen + 20 grader, så lidt for hedt efter min mening.
Lørdag først på dagen ankom vi til Tallinn havn. Den første færge mod Finland gik klokken 16:00, så vi havde lidt tid til at kigge på havnemiljøet. Havneområdet bar præg af de mange passagerer der dagligt kommer gennem området. Det udartede sig i et kræmmermarked, både udendørs og indendørs i nye og gamle huse på havnen. Der blev solgt alverdens pudsige ting i de små boder. Forunderligt hvor meget kinesisk produceret merchandise der kan stables op i en bod på 2 m². Tøj, gamle russiske og tyske millitærting, knive og strømpistoler, selvfølgelig ”ægte” antikviteter og lokale delikatesser blev også udbudt i store mængder. Ved opmarchbåsene til færgerne behøvede man heller ikke at kede sig, da lettere påtrængende ”Romaer” insisterede på at sælge værdifulde kikkerter til alle rejsende. ”Speciel price for you”. Færgerejsen var en oplevelse i sig selv. Tag ikke denne rute en lørdag, medmindre du holder meget af finnere og russere der benytter båden som ”spritbåd”. Utroligt hvis alle overlevede det kvantum af alkohol de kunne konsumere.
Finland er meget naturskøn og selvfølgelig kendt for sine mange søer. Vi valgte at følge en rute langs Finske Bugten mod Lapland og havde intentioner om at finde et overnatningssted ved en idyllisk sø til vores kommende overnatning. Selvfølgelig er finnerne lige så glade for at bo med udsigt over vand som vi er, så vi måtte nøjes med at campe ved en lille å.
Her fik vi så et tiltrængt bad og vasket lidt tøj, der efterhånden var blevet lidt støvet
En skøn varm søndag gennem den meget smukke og betagende natur.
Igen på en tankstation faldt vi i snak med en finsk langturschauffør der tilsyneladende havde et snakkeunderskud han skulle have dækket. Vi fik nogle spændende anekdoter om hans ture i Europa og Rusland. Inspiration til kommende ture…
Efter endnu en overnatning nåede vi Lapland. Efterhånden var rejserytmen ved at være indarbejdet og vi lagde kilometer efter kilometer bag os. Varmen gjorde at det behageligste var at blive kølet af fartvinden når vi kørte.
Endelig lykkedes det os at finde ”Stedet” til overnatning.
Har ikke rigtig vænnet mig til at der er sol næsten døgnet rundt, men det kommer nok hvis man er i området lidt længere tid end vi var. Her havde det selvfølgelig den fordel at vi kunne nyde udsigt og natur i endnu flere timer, så slet ikke så ringe endda…
Endnu et morgenbad i den svenske skovsø og selvfølgelig den obligatoriske kaffe.
Tror vi drak kaffe og nød udsigten i nogle timer inden vi følte os klar til at komme videre i Sverige, og snart med kursen lidt nedad igen. Vi havde talt om at runde Norkapp, men var hurtigt enige om at vælge stedet fra, da det er lidt et spil i lotteriet om der er tåge i området eller ej, og.. Nordkapp er nok en smule for turistpræget efter vores smag. Det blev til nogle svenske skovsøer og smuk natur i stedet.
De næste par dage var en oplevelse i svensk fauna og småbyer. Tankevækkende hvor imødekommende og venlige svenskerne generelt er. Vi besøgte blandt andet et militær overskudslager, der var suppleret med træfigurer kreeret med motorsav.
Den kreative indehaver havde også snittet en 1. verdenskrigs kampvogn. Ret imponerende stykke arbejde. Udvalget i overskudsforretning var bredt, men indkøbet blev begrænset til en enkelt skjorte, da vi selvfølgelig ikke havde uanede mængder af plads på vore motorcykler.
På en svensk rasteplads mødte vi en pensioneret dansk bedemand. Om han ikke var på talefod med sin medrejsende kone ved jeg ikke, men han havde absolut et indestængt talebehov han lige fik chancen for at få dækket. Nu ved vi alt om ham og hans familie.. i tre generationer. Dele af fortællingerne var egentlig ret spændende.
Vi besluttede os for at søge sydover og valgte af følge ”Diagonalvejen” mod Gøteborg.
Skøn vej på ca. 700 km. af varieret beskaffenhed, hvoraf en lille del heldigvis er grusvej. Både mcérne og os slugte en del støv, hvilket jo er en del af oplevelsen.
Færgeturen fra Gøteborg til Frederikshavn var som sådanne plejer, en tur der får mig til at gabe når jeg tænker tilbage på den. I Frederikshavn skynder vi os selvfølgelig ind på byens bedste pizzabar. Lidt ”Dansk” mad skal vi da ha´.
At rejse er at leve, men… der godt nok også dejligt herhjemme…
Peter AT
Lidt facts:
- 8 lande på 11 dage.
- Knap 5.000 km.
- Længste dagetape, 850 km., med 11 timer på cyklerne.
- Ingen reparationer eller vedligehold af Afrikanerne udover kædesmøring.
- Ingen uheld.
- Fantastisk sanseoplevelse….
- tak for det...
