Vi har planlagt en 6 dages tur til Norge hvor vi skal få kørt sving, campere på fjeldet, nyde naturen, lave og spise god mad, finde så mange grusveje som muligt og så har vi planlagt at skulle bestige Blåhøj (1617 moh) og Trontoppen (1666 moh) med vores motorcykler.
Vi mødes til tiden på Himmerland øst og efter lidt sparken dæk og en kop kaffe rykker vi videre mod Hirtshals hvor vi tanker inden vi checker ind til færgen (kan huske at brændstof er dyrt i Norge).
Kaffe og dækspark, Himmerland Øst
Efter ankomst til Kristiansand kører vi nordpå af hovedvej 9. Efter Valle fører vejen op på fjeldet i Telemark. Turen er utrolig smuk hen over fjeldet og slutter med nedstigningen til Haukeligrend der ligger på E134. Vi tanker (til ca. 14,50 kr/liter) og fortsætter vestover. Før Haukelitunnelen vælger vi at tage den gamle vej op over fjeldet frem for tunnelen.
Haukelitunnelen
Vi satser på at finde en mulighed for at campere et eller andet sted langs med den gamle vej. Vejen er dårligt vedligeholdt og lige så lidt trafikeret som vi gerne vil have det. De eneste vi møder er nogle får og et par nordmænd der er på fisketur.
Den gamle vej over fjeldet
Ved sekstiden finder vi et godt sted af slå lejr og nyder solnedgangen og udsigten der er meget bedre end vi havde turdet håbe på.
Næste morgen vågner vi midt i tågen, men efter et par timer har solen fået magt og vi får leveret endnu en dag med fantastisk vejr.
Vi fortsætter vestover af den gamle vej, og finder i tilgift en gammel pilgrimsvej til Røldal. Vejen der minder mest om en gedesti er klistet på bjergsiden og fra denne kan man langt nede se hovedvejen. En helt fantastisk oplevelse som ingen af os fik taget et eneste billede af, men som vi virkelig kan anbefale hvis man er til lidt off-road.
Efter Røldal forsatte vi nordpå af E134 og senere hovedvej 13. Så vidt det var muligt undgik vi tunnelerne ved at tage de gamle veje over fjeldet.
Vi holdte en kort frokostpause på havnen i Odda som ligger i bunden af Sørfjorden. Turen fra Odda og videre nordpå er helt fantastisk da det er her på skrænterne ned mod fjorden at det meste af Norges frugt produceres. Vi holdte også ind ved en af vejboderne for at prøve nogle af de lokale kirsebær.
Vi fortsatte af hovedvej 13 og hovedvej 7 til Eidfjord og op til Vøringsfossen. Turen op til fossen er meget smuk med kraftige stigninger og masser af tunneler. Ved selve fossen var der utroligt mange turister så vi fik hurtigt set det vandfald og fortsatte af hovedvej 7 nordom Hardangervidde til Geilo og Hol.
I Hol tog vej 50 mod Aurland hvor verdens længste tunnel findes (24,5 km). Vejen hedder Aurlandsveien og på dette stykke får vi lige tid til en lille pause hvor vi nyder udsigten til et vandfald.
Da vi kom til Aurland, ville vi ikke gennem tunnelen men op over fjeldet af den gamle vej. Stigningen op af bjergsiden ved Aurland er helt fantastisk. Vejen er så smal at en bil og mc knap kan passere hinanden, så der skal køres forsigtigt. I tilgift får man så en udsigt over Aurlandsfjorden der er svær at beskrive men skal opleves. Halvvejs oppe på fjeldet er der lavet en udsigts-vigeplads og lidt længere oppe en regulær udsigtsplatform. Ved platformen kan det anbefales at prøve det offentlige toilet, der har den bedste udsigt jeg endnu har set på et offentligt toilet.
Da vi kom over trægrænsen og op på fjeldet måtte vi lige op til en mast vi kunne se en kilometers penge inde af en grusvej. Her fandt vi vores første tinde - ca. 1350 moh. Fantastisk at kunne se nedad til alle sider.
Vi forsatte over fjeldet uden at finde et egnet sted at campere, og endte derfor på campingpladsen i Lærdal. Dette var turens eneste besøg på en campingplads (tror Thomas nød det - han var på toilet mindst 4 gange!). Medens vi lavede aftensmad kom en hollænder over til os og fortalte at han engang selv havde kørt Africa Twin - han fortrød bitterligt at have solgt den og overvejede at købe en igen. Nu kørte han BMW R 1150 GS, som han selvsamme dag på samme strækning som vi lige havde kørt, havde kørt af vejen og krøllet lidt. Den kunne heldigvis stadig køre og han havde kun fået småknubs.
Fra Lærdal tog vi turen langs med fjorden til Øvre Årdal, hvor vi igen steg op af bjergsiden for at køre over fjeldet på Tinnetvegen. Denne tur er et must - en utrolig smuk vej over fjeldet med nogle helt fantastiske sving og stigninger.
På Tinnetvegen spottede vi et af klubbens Norske medlemmer og fik os en lille snak - verden er lille når man tør begive sig ud i den …
Vejen er en bomvej og koster 80 kroner. På en top findes en automatisk bomstation hvor der kun kan benyttes kreditkort. Vi lærte hurtigt at det var godt vi var 2 af sted, da mit VISA-kort notorisk ikke ville virke i de automatiske bomstationer.
Efter Tinnetvegen kom vi til Turtagrø på hovedvej 55 som vi fulgte nordøst på med Jotunheimen på vores højre hånd. Vejret var fantastisk og så klart at vi kunne se et antal af Norges højeste tinder.
Vi fortatte til Lom hvor vi holdt frokost på græsplænen foran byens smukke stavkirke, inden vi fortatte til Vågamo, hvor vi fandt bomvejen der skulle føre os til Blåhø.
Frokost ved stavkirken i Lom
Thomas og hans Mastercard redder os igen
Vejen er en grusvej der snor sig op af bjerget til toppen, hvor der er placeret et tårn (tror det er til tele eller lign.). Udsigten fra toppen er lige så bjergtagende som vi havde troet og håbet, og turen op af bjerget er en oplevelse der skal prøves hvis man er til lidt grus under dækkene.
Efter Blåhø begav vi os videre østpå og fandt E6’eren som vi tog nordpå til Dovre. Her skulle vi stik østover gennem Grimsdalen, hvor vi ville finde et sted af campere. Vejen er et stykke på ca. 70 km med grus der løber på nordsiden af Rondane Nationalpark. Det skulle vise sig at dette var starten på en fantastisk motorcykeloplevelse off-road gennem noget af Norges smukkeste natur.
Vi fandt et fantastisk sted at campe, lige ved siden af en elv - smukt men sikke en larm!
Næste morgen var det igen lidt tåget, men endnu en fantastisk morgen på fjeldet.
Vi forsatte via Grimsdalen østover indtil vi nåede hovedvej 27 (asfalt). I Norge skal man altid huske at der kan være både får og køer på eller ved vejene.
Her skulle der lige ledes lidt inden det lykkedes os at finde grusvejen der kunne føre os videre østover til Alvdal. Denne del af turen blev nok lidt vildere end vi havde regnet med hjemmefra. Vi kørte i mudrede spor med vandhuller der enkelte steder var så dybe at vandet nåede et stykke over fodhvilerne. Vi kørte på veje af store sten med lidt grus imellem og smukke skovstrækninger med flere hektar næsten helt hvidt mos.
På et tidspunkt kom vi til en bro som vi skulle over. Broen så rådden ud og vi var nødt til lige at gå ud på den og checke holdbarheden inden vi sendte 2 tungtlæssede AT’ere over. Det så rimeligt ud og vi kom begge sikkert over.
Senere kunne vi fra vejen se vores mål - Trontoppen (kan ses i det fjerne med en mast på toppen). Turen til Alvdal gav os ca. 50 km med grus og offroad - helt fantastisk og meget bedre end vi havde håbet og troet.
I Alvdal tankede vi og snakkede med tankpasseren, der kunne fortælle hvordan vi fandt vejen til Trontoppen og hvor vi skulle passe på, da turen ikke er ufarlig. Vejen til Trontoppen er også en bomvej dog en god gammel selvbetjent model - og check priserne og nyd så lige at køre motorcykel !
Opstigningen til Trontoppen er noget mere dramatisk en opstigningen til Blåhø, da det sidste stykke er serpentinvej lavet i løse sten og grus på siden af bjerget. Meget spændende kørsel med en ferielæsset AT’er.
Igen fik vi fra toppen udsigt for alle pengene. Vi kunne se regnvejr nede i dalene og se milevidt omkring.
Nedstigningen fra toppen var mindst lige så spændende som opstigningen, og vi blev begge nød til at stoppe flere gange for at nyde den fantastiske udsigt.
Da vi igen var nået ned forsatte vi sydover af hovedvej 3 til Koppang og Imsroa. Her fandt vi Birkebeinerveien der er en bomvej - grus selvfølgelig. Vejen fører over fjeldet via Sjusøen til Lillehammer.
I Lillehammer fandt vi ud af at i Norge kan man ikke købe øl eller andet med alkohol på en søndag - vinmonopolet var lukket!
Fra Lillehammer forsatte vi sydpå ad E6 indtil Mo hvor vi krydsede vestover af vej 250 mod Dokka. På denne strækning fandt vi en privat bomvej (motorcykler gratis…) som vi kørte ca 10 km ind af og fandt et godt sted af lave camp.
Efter morgenmaden blev vi forstyrret af nogle af de lokale, der vist nok mente at det var os der forstyrrede dem på deres lokale græsgange.
Vi pakkede sammen og forsatte til Dokka og videre af vej 245 sydpå. Her fandt vi igen en bomvej - godt gættet grus igen - der førte os gennem skove og fjeld til E16 ved Nes. Igen følte vi os pludselig som eventyrere meget langt væk fra lille Danmark.
Vi holdte frokost ved købmanden i Nes, hvor vi mødte en nordmand på en Pan European der lige skulle et smut til Lofoten. Hen regnede med 2-3 dage til at komme derop, da han jo ikke havde travlt.
Vi blev nødt til at revidere vores planlagte rute hvis vi skulle nå færgen fra Kristiansand tirsdag kl 13. Vi besluttede at tage et godt indhug i kilometerne ved at tage E16 til Hønefoss, hovedvej 35 til Hoksund, E134 til Kongsberg og videre til Notodden, Seljord og derefter sydover af vej 41 til Kviteseid langs med Nisser (en sø) til skovene udenfor Åmli hvor jeg fra tidligere Norgesbesøg kendte et godt sted af campere. Dette var en af de dage hvor vi kørte længst - ca 460 km, hvoraf de første 100 nok var på grus og tog ca. halvdelen af dagen.
Stedet til camp fejlede dog ikke noget, og var lige så dejligt som jeg kunne huske det.
Vi vågede op til en fantastisk flot morgen, hvor jeg benyttede mig af chancen til en dukkert i de bedst tænkelig omgivelser. Herefter stod den på et solidt morgenmåltid af bacon, æg, pølser og baked beans (man skal jo være lidt god ved sig selv…)
Vi fik pakket sammen og fortsatte af vej 41 sydover. Vejen bliver kaldt Telemarkveien og kan varmt anbefales.
Ved færgen mødte vi 2 andre danskere på mc som vi fulgtes med på færgen. Vi snakkede sammen under hele overfarten om hvor vi alle havde været og at vi alle var klar til lige at tage en tur mere.
Efter vi kom i land i Hirtshals gik turen direkte til tanken for af få benzin på, inden vi fortsatte til Himmerland vest, hvor vi sagde farvel til hinanden og forsatte resten af turen hjem til vores respektive familier.
Vi var utroligt heldige med vejret i de dage vi var i Norge. Vi havde nogle ret kraftige byger i løbet af dagtimerne, men når vi skulle campere og pakke sammen var det altid tørvejr. Det var meget varmt, og nogle dage kørte jeg uden jakke men med t-shirt og beskyttelsespanser. Vi syntes begge at oplevelserne på grusvejene og de toppe vi var på, var højdepunkterne på turen, og skal jeg af sted igen, vil jeg forsøge at finde endnu mere grus end denne gang, og droppe de mere turistprægede steder.
Vi sejlede med Fjordline og gav små 1400 kroner for 2 mand og 2 motorcykler retur. Turen tog 2 timer og 15 minutter.
Vi havde taget så meget mad med hjemmefra som muligt. Vi havde aftalt at sørge for 2 gange aftensmad hver. Jeg havde grøntsager (kartofler, gulerødder mv) og lidt dåser med hjemmefra til en god gang nærende fjeldgryde og havde frosset en gryderet ned til vores første overnatning. Herudover pasta, havregryn og selvfølgelig æg og bacon til en god gang morgenmad. Jeg supplerede med indkøb for ca. 605 kroner. Dette var kød, æg, brød og andet der ikke kunne holde sig ret lang tid. Sidste aften tog vi hvad vi havde af rester og lavede endnu en fantastisk grydefuld foder.
Jeg tankede for ca. 790 kroner som også indeholdt de obligatoriske colaer og Kvik-lunsj. Højeste pris pr liter var 14,85 kr/l på Esso i Lom og laveste pris var 14,42 kr/l hos YX i Kongsberg.
Herudover hævede jeg 500 kroner som blev brugt til bompenge, chokolade, camping mv.
Alt i alt en rimelig billig ferie der ud over hvad jeg slæbte med hjemmefra kostede ca 2600 kroner - og jeg følte ikke på noget tidspunkt at det var en discountferie.
. Men i havde bedre vejr over Haukelifjeldet end jeg havde 
, og superfint.
