Det er lige, hvad jeg har gået og ventet på siden tankerne om en Vavardetdo? (som de gæve folk kalder den - det er jo en sjælden fugl, eller var, og navnet er skrevet med lidt svært læselige bogstaver) meldte sig. Siden resulterede det i købet af min VA7 i 2013. Ny og "hengemt", som det hedder, når man står i udkantsdanmark (Holtug) og venter på en køber i årevis. Jeg anede ikke noget om XL1000 (Honda bruger mange og sære navne. Dette er dog et af de mere sigende: Den er stor og næsten på 1000 ccm. Men hvad en japansk motorcykel har med en badestrand på Cuba at gøre, må stå hen i det uvisse. Især da det bestemt ikke er i løst sand, man skal forvente at få de største fornøjelser på sådan en krabat).
Bønne, du har hørt mine bønner

Da jeg læste om den inden købet, kunne jeg konstatere, at de nyere modeller ikke havde nævneværdige, kendte skavanker. Det er jo ikke helt ligegyldigt, hvorledes de forskellige mærker definerer begrebet "sliddel", og det skal jeg love for, jeg lærte noget om, da min R1200GS nåede de 65.000 og bremsekraftforstærker/modulator brændte af. Sådan en sliddel kostede noget med 18.000 kr. Nu har de udsolgt, har jeg hørt, men det kan vist stadig lade sig gøre at få dem renoveret. Dog uden garanti for, at de holder længere. Sådan en skavank ville jeg nødig opleve med min VA7.er, og det har jeg nu fået bekræftet, at jeg formentlig ikke gør. Der synes ikke at gemme sig andet end forventelige udgifter under kåben. Det er jeg meget glad for at få konstateret - så megen tak for ulejligheden. Vi amatører suger al mulig viden ud af de erfarne og sparer en masse penge!
Deling af viden og erfaring er for mig internettets allerstørste gave. Det er guld for en amatør. Måske knap så populært hos professionelle værksteder. Så nu kan jeg sove roligt i stedet for at ligge vågen og tænke på, om jeg bliver ruineret af uforudsete udgifter. Køb aldrig en motorcykel med bremsekraftforstærker! (De findes vist kun brugt i vore dage....).
Af hjertet tak
PS: Hvor køber du SBS klodser og KN luftfilter?