Peter Z skrev:en klog mand fortalte mig at det var "oxyderet" - alu har rejst sig med en skarp kant
Den kloge mand har ret. Oxidering er et ord som i reglen (men ikke altid) benyttes til at beskrive at et stof indgår i en kemisk reaktion med ilt.
Når jern går i forbindelse med ilt kaldes den rødbrune belægning for rust, når kobber, og kobberet i messing og bronze går i forbindelse med ilt kaldes den grønlige belægning for ir.
Rust danner en rødbrun opsvulmende, svampelignende og blomkålsagtig struktur som gør at ilt, vand og opløste salte let ophobes, fastholdes og trænger igennem til det rene jern under belægningen og derfor resulterer rust i den selvforstærkende effekt vi allesammen kender alt for godt.
Ir danner en mere robust grønlig belægning som i et vist omfang beskytter det underliggende metal imod gennemtrængning af ilt, så ir på kobber udgør et beskyttende lag som dog relativt let nedbrydes af svovlforbindelser og anden forurening i atmosfæren der typisk stammer fra afbrænding af svovlholdige brændsler samt vulkansk aktivitet og organisk forrådnelse.
Når aluminium går i forbindelse med ilt dannes en ultra tynd korrosionsbelægning som er uigennemtrængelig for ilt og dermed effektivt forhindrer yderligere oxidation, men da belægningen på aluminiummet er ekstremt tynd er den meget sårbar over for ydre påvirkninger.
Den tykke hvide opsvulmende belægning som vi kender fra aluminium er hverken rust eller ir, men derimod korrosion som skyldes af angreb fra vejsalt, svovlforbindelser og andre kemiske påvirkninger, der danner den opsvulmende porøse og pulveragtige belægning hvor opløste salte let ophobes og fastholdes, hvilket oftest skaber en selvforstærkende effekt der kan minde om rustens selvforstærkende effekt på jern.
Altså forskellige betegnelser, varierende effekter og årsager, men altsammen korrosion.
Fælles for de tre typer korrosion er dog, at hvis man vil undgå dem, så skal metallet overfladebeskyttes så det ikke kommer i kontakt med ilt og anden korrosionsskabende kemi. Det kræver altid (som i altid altid altid, og uden undtagelser) at korrosionsbelægningen fjernes helt ned til det blanke metal, og derefter tilføres en robust og korrosionshæmmende belægning.
Kemi der kan påsmøres/påsprøjtes - som feks. rustomdanner til jern/rust kan i nogle situationer forsinke udviklingen af et korrosionsangreb, men det vil aldrig (som i aldrig aldrig aldrig, og uden undtagelser) udgøre en langtidsholdbar løsning på korrosionsproblemet.
Aluminium er et metal som via forunderlige kemiske sammenhænge er særlig velegnet til anodisering, det vil sige at tykkelsen af aluminiummets 'naturlige' men ekstremt tynde og sårbare oxidationslag kan forøges (typisk ved elektrolyse). Se evt.:
http://anodisering.dk/overfladebehandlinger/
Hvis der opstår en skade/ridse i et stykke anodiseret/overfladebeskyttet aluminium vil et opsvulmende korrosionslag under overfladebeskyttelsen sagtens kunne skabe noget der ligner en revne med forhøjede kanter, Men det behøver altså ikke at være andet end kanterne på den skadede anodisering som bliver presset ud af en underliggende løbsk korrosion.
Altså, følg Nikolajsens råd og skrab korrosionen helt væk, den skal aligevel fjernes hvis korrosionsangrebet skal stoppes. Derefter kan man passende kigge efter om der rent faktisk er tale om en decideret revne i metallet, eller blot et overfladisk korrosionsangreb der er ved at løbe løbsk inde under det korrosionsbeskyttende lag.
Undskyld for det meget lange indlæg, med de mange mange ord. Jeg ku' ik' la' vær'
MVH
Amatørkemikeren