Samtidig er jeg ikke helt vild med at maskinen skal dyses om, eller hvad det nu hedder. Hvis den efter et kort stykke tid brænder stempler af eller sådan noget, lyder den jo lissom ikke af ret meget.
Bare lige for at berolige dig lidt:
Maskinen brænder ikke af, fordi man omdyser. Den gør det, hvis man ikke omdyser, når det er nødvendigt, efter man har ændret noget andet, typisk udstødningen.
I dette tilfælde er risikoen dog ikke ret stor, forklaring følger:
Grunden til, at man omdyser ved "potteskift", er jo, at pottens modstand er med til at styre, hvor fed en blanding motoren får.
Jo mere udstødning motoren kan slippe af med, jo mere luft kan den trække ind i den anden ende. Derfor medfører en åben potte, som udgangspunkt, at motoren får mere luft og dermed en magrere blanding.
Det kan være et problem, hvis blandingen er for mager. Den udvikler nemlig mere varme ved forbrænding og så risikerer man, at temperaturen bliver så høj, at der er ting, der står af.
Det er ikke det samme som, at man nødvendigvis behøver, at dyse om fordi man skifter udstødning. Især ikke på lavtydende maskiner og både TA og AT er ekstremt lavtydende i forhold til slagvolumen.
Det er bare en god ide at få målt det.
Du kan også selv se det på, at hvis der ikke er antydning af sort sod nogensomhelst steder ved udstødningen, så går den magert. Det gør ikke noget, men du kan ikke se udefra om den går
for magert. Det kan ses på tændrørerne, hvis man har lidt erfaring, men det bedste er selvfølgelig at måle det.
Jeg vil så skynde mig at sige, at jeg skiftede til en helt åben Laser ProDuro potte, der larmer af pommern til. Derfor fik jeg den målt igennem ude hos Bent på Probike i Lystrup.
Den gik en anelse magert ved høje omdrejninger og da jeg kører meget hård offroad med bundgas, blev vi enige om lige at give den lidt mere.
Det har jeg fortrudt. Problemet var nemlig, at vi målte den om vinteren, hvor luften var meget kold. Desuden havde den et helt nyt luftfilter på.
Problemet er så, at når man kører meget offroad, er luftfilteret aldrig helt rent, uanset hvor tit man skifter det.
Desuden fylder varm luft mere og derfor kan motoren få mindre ilt pr. enhed luft (og det er jo i virkeligheden ilten det hele handler om).
Resultat = Om sommeren soder min TA helt vildt, fordi den får for fed blanding.
Så mit gæt er, at du kan smide en ny potte på, der siger som du gerne vil have det og så iøvrigt smile og være glad - selvfølgelig under forudsætning af, at karburatoren(ne?) er stillet rigtigt nu.

Og at du ikke kører med bundgas i længere perioder af gangen.
Alene fordi den har gået små 100 k, er det en god ide, at få den målt igennem.
Jeg har været på besøg på diverse netsites for at blive lidt klogere.
Det ser ud som om potten til en RD07 ikke passer til en RD04.
Ihvertfald har de forskellige numre hos diverse forhandlere.
Men det siger ikke et klap om, hvorvidt den kan passe på. Det mest sandsynlige er, at beslagene er forskellige, men som sagt, er det en mindre ting at fikse, bare den passer på mellemstykket efter forrørene.
Håber det hjælper dig lidt, god jagt.
