Som jeg skrev tidligere er min bunke af beskidte dele efterhånden til at se en ende på. Så da jeg havde en kammerat på besøg for at hyggeskrue lidt i cyklen måtte han selv vælge om vi skulle skifte olie og pakninger i forgaflen eller om vi skulle begynde at samle cyklen igen. Han var mere til at skrue end at pudse, så vi skulle samle dyret
Min plan var at skifte lejerne i svingarmen så jeg skulle køre med den originale svingarm, men med lejerne fra reservedelscyklen. Det gik da også fint med at få dem ud og de kom efter noget besvær på plads i den nymalede svingarm, men nu ville de bare ikke køre rundt
Så de må ud igen og så prøver jeg med nogle nye lejer
Så kom turen til stellet og da vi først havde fået byttet skruer og bolte ud så vi ikke skulle bruge de overmalede, kunne motoren sættes i. Det gik rimelig smertefrit på samme måde som da den skulle skilles ad. Motoren lagt ned på siden og så sænke stellet ned over. Det gav en enkelt lille ridse på stellet, men så er den jo bare indviet.
Håbet var at den kunne starte inden dagen var omme og da vi havde brugt en del tid på svingarmen til ingen nytte, var det på ingen måde sikkert at vi kunne nå det. Det gik dog nemt og smertefrit det meste. Jeg lavede en liste da jeg skilte det hele ad, så hvis vi bare fulgte den i modsat rækkefølge, ville vi ikke komme til at sætte noget på som kom i vejen for en del der skulle på senere. De mange billeder og mærkater gjorde endda at min kammerat selv kunne sætte dele på selvom han aldrig har set cyklen under kåben før - eller andre MC'er for den sags skyld.
Det blev til en enkelt begynderfejl
Ellers gik det faktisk helt godt. Det tog ikke voldsomt lang tid at få karburator og luftboks på og jeg blev ved med at sige at det ikke kunne passe det gik så godt. Så fik jeg øje på en slange på højre side af cyklen, som jeg ikke syntes jeg havde set før. Det var brændstofslangen til karburatoren jeg havde fået sat forkert da jeg havde haft det skilt ad. Så måtte det jo bare pilles af og rettes.
Omkring kl 22 så sådan ud
Vi havde monteret motor, karburator, starter, batteri, sikringsboks, oliefilter og fyldt olie på motoren. Hornet virkede så der var da hul igennem til noget. Et tryk på starteren gav kun dræbende stilhed. Ikke engang et lille klik fra relæet. Min tålmodighed var længe forsvundet og jeg ville bare høre den i gang. Så en med en tang kunne vi kortslutte starterrelæet og starteren snurrede lystigt rundt. Men motoren ville ikke tage fat (og ja, der var benzin på) Vi prøvede nogle gange, men stadig uden held. Det lignede ikke Transalpen at svigte mig, så der måtte være noget andet i vejen.
I fuglereden af kabler foran luftboksen fandt vi et stik fra sikringsboksen der ikke var blevet forbundet med sin makker. Det blev samlet og starterknappen fik et lille tryk. Der var hul igennem. Jeg trykkede igen og motoren sprang straks i gang. Den ville både tage omdrejninger og gå i tomgang uden der er blevet stillet på noget efter det er blevet sat på stellet. Man kan sgu da kun elske sådan en
Med den højlydte boblen fra en Transalp uden udstødning som baggrundsmusik kunne vi godt tillade os at high-five og klappe hinanden på skuldrene. Fra et tomt stel til noget der både ligner og lyder som en MC på en enkelt dag. Det var sgu da for fedt!
Nu skal den bare samles lidt mere så motoren kan bruges til noget i stedet for at stå på værkstedet og larme