Kim Nielsen

Skriv hvad du vil om dig selv og din MC.

Besvar
kbn

Kim Nielsen

Indlæg af kbn »

Mand og motorcykler…

Det startede for 20 år siden med en MZ’er på 125 ccm. Den var ikke altid villig til at starte, den pruttede blå røg og den havde pladestel – og når den på en go’ dag nåede op på 90 km/t i medvind og ned ad bakke føltes det som langt over 200… Jo, den var sørme sej, var den – men den dækkede et transportbehov og så var den billig.
Så kom der børn og parcelhus og hvad deraf følger, men interessen og kick’et for de 2-hjulede var der stadig og for 8 år siden lagde jeg så forsigtigt ud igen.

En Yamaha XT250’er. En éncylindret sag der både så lidt noller og lidt sej ud på én gang. Og når jeg smed mine 90 kg over den og gav den alt hvad den ku’ trække for at komme på arbejde blev udstødningen fuldstændig rødglødende. Det så egentlig flot ud i nattemørket, men det bekymrede mig da noget. Mon den havde godt af at være på overarbejde – sådan cirka hver gang jeg kørte?
Den havde sørme osse noget med fugt og regnvejr og startproblemer og efterhånden blev det lidt for meget, at kollegerne stod med smørrede grin og hyggede sig med at se mig svede i fuld mundering, mens jeg forsøgte at kickstarte den bette…

Så næste maskine kostede lidt mere og var i lidt bedre stand – i hvert fald da jeg købte den. Det var en Suzuki ES 450. En fin lille maskine, der udnyttede sine få hypper ganske godt.
Og så havde den et af de bedste sæder jeg indtil nu har sittet på. Den havde også en sjov skraldrende lyd fra knastkæden, så én jeg kendte, der kendte én, der ”simpelthen var go’ til skrue” (læs: billig) fik lov til at kigge lidt på mekanikken. Han skilte ad og mumlede for sig selv og pudsede lidt og rumsterede med de ædlere dele og så var den i orden. Sagde han. Jeg sagde forsigtigt, at jeg syns den lød temmelig meget ligesom før, men sådan skulle den lyde, sagde han. Kædestrammeren var ”heeelt i orden!” Javel. Han fik sine 500 og den var ”heeelt i orden” ca 1½ måned. Så stod den af med et brag en kold novemberdag på en landevej. Det gjorde min datter og jeg også. Og kiggede lidt på motoren. Knastkæden var knækket og havde sprængt hul i topstykket. Et ordentligt et. Øv!

Jeg solgte kræet for ganske få tusinde til en smed, der i modsætning til mig havde hænder og forstand på at skrue selv. Den skulle han nok få liv i, sagde han. Jeg tvivlede ikke.

Maskine nr. 4 var et stort spring fremad. Osse på prisen. En –82’er BMW R80/7, men uden helkåbe. En maskine der var købt hjem fra England, dernæst splittet ad i atomer og gjort i stand efter alle kunstens regler. Farven fik jeg selv lov til at bestemme, så den fik den flotteste blå nuance og så bare dejlig ud. Den var udstyret med vindskærm og tasker og lignede sådan en maskine en ældre gentleman hygger sig med i weekenderne. Sagde én af mine kolleger. Jeg ku’ ha’ slået ham, ku’ jeg! Nå, den kørte egentlig rigtig godt. Og lyden! Der er nu noget over sådan en boxer!

Det var bare det, at den havde det der kardantræk og et relativt blødt rørstel. Så når jeg hyggede mig på de små veje og kom lidt for hurtigt ind i et sving fik jeg en væmmelig fornemmelse af at bagenden skred ud under mig. Den ”satte sig” med bagenden og kardanen, når man lukkede for gassen. Det vænnede jeg mig aldrig til, og efter at ha’ erkendt problemet – og det er ikke så let som det lyder, når man lige har købt en fin og halvdyr maskine – begyndte jeg at overveje…

Interessen for offroad’erne havde jeg aldrig sluppet. Og med internet i huset åbnede der sig pludselig en kæmpe verden af sider og steder med maskiner, test og folks personlige erfaringer.
Det blev til mange, mange timers kiggeri og fundering. Og hvis nu jeg kunne vælge, hvad ville jeg så? Tjaeh, der var jo flere, ikke? Den lille charmerende Dominator, XTZ 660’eren (og 750’ren) Pegaso’en (de kan noget med design, de italienere), Suzukis DR 750 Big (der er så grim at man kun kan holde af den) eller Frewind’en, Trans Alpen og så altså – mine herrer - favoritten Africa Twin! Dén maskine så, set med mine øjne, bare ud som en herrecykel skulle se ud. Og så passede den til mine lange ben. Det var bare det, at den var så frygtelig dyr og at der ikke var ret mange i omløb hér i landet. Men kigge og holde øje, det kunne man jo.
Og en dag i marts 2000 var den der. Men dén pris! Der måtte være et eller andet galt. Jeg ringede og vi snakkede og jeg tog til Bjerringbro for at kigge. Der var nu ikke noget galt. Han havde købt og brugt kræet som bil og havde kørt fra Viborg til Århus hver dag i en lang periode, så den havde jo nogle km på klokken. Ellers var den holdt og serviceret og fejlede ikke noget. Forrige år havde han uden held forsøgt at sælge den for mange flere tusinde, og nu SKULLE den altså sælges, for han skulle til Kina for at arbejde.

Så købte jeg den sgu’! Og stod med 2 maskiner. Ikke helt populært derhjemme! Men Bimmeren blev nu ligegodt solgt 2 måneder senere og til en go’pris og her havde jeg så min drømmemaskine. Oh, lykke!

Og den lykke kan der fortælles lidt mere om…
Besvar