Tid til en ordentlig update.
Inden cykel kunne komme ud og køre, skulle bremserne være i orden. Stemplerne i den caliper jeg havde haft skilt ad, var ikke så pæne mere så jeg kiggede i den anden. Mon ikke der er nogen der kan gætte hvad jeg har haft gang i her? Ikke ligefrem det bedste øjeblik fra Honda's side.
Det endte dog med et sæt nye stempler, men så ved jeg også at det funker.
Jeg havde bøvlet en del med at få de lejerne på plads i bagsvingeren, indtil jeg fandt ud af at jeg kunne sætte dem i med min skruestik. Det var meget nemmere og tog MEGET kortere tid. Med alt det jeg lærer, ender jeg jo næsten med at blive god til det her skrammel
Siden cyklen var blevet samlet så den kunne starte var der ikke sket meget i noget tid, hvor jeg havde skaffet nye dele og undersøgt et par småting. Så næste skridt var at få cyklen på egne ben.
Et par bremser, en tank og et sæde senere
Der var ingen udstødning på så den larmede en lille bitte anelse mere end de biler der ellers tøffer rundt på vores stille vej - men den kunne køre så jeg var ligeglad
Vi fik dog sat en udstødning på inden vi fik dødstrusler eller lignende og så skulle der jo ellers bare plastik og lidt andre smådele på.
Fordi vi var så ivrige måtte vi pille noget af kåben af igen - et par gange. Det er lidt svært at hælde kølervæske på ellers
Men til sidst havde vi da fået alt sat på den.
Sidste skrue:
Jeg venter stadig på et par dele til min nypudsede forgaffel, så den ser lidt trist ud den der er på her - men det var umuligt at lade være med at samle den
Den endte med at blive helt pæn.
Det pyntede at få det lyserøde klister af kåben
Den kører kun på en cylinder og tager for mange omdrejninger i tomgang når den er blevet varm - og koblingsfjedrene er færdige. Men den starter, kører, bremser, stopper og alt lys fungerer. Så der var jo ikke meget andet at gøre end at få noget tøj på og trille en tur. Først et par kilometer alene og så kom min kammerat Michael bagpå. Klokken havde passeret 22.00 så der var ikke åbent i ishuset i Middelfart, men vi tog turen derover alligevel og fortsatte gennem Middelfart for at finde lidt forskellige veje at køre på. Først lige vej hvor den kom op på over 160 - vist stadig kun på en cylinder og med to mand på
Så lidt småveje som den også klarede fint. Kontakten til lang/kort lys var ret svær at få til at klikke ud når jeg skulle slukke for det lange lys, så de små kringlede veje var ikke ligefrem et hit da jeg ikke kunne nå at slukke for det lange lys inden bilerne var forbi. Så vi fandt en lidt større vej hvor jeg kunne se modkørende på lidt længere afstand.
Da vi kører ud af en 60 zone i en lille by kommer vi ud til en dejlig stor, lige vej med kornmarker på begge side. På marken på venstre side af vejen kan jeg se et par rådyr der løber væk fra os og jeg peger på dem så Michael også ser dem. Imens accelerer jeg op til mellem 80 og 100 og lige da jeg tager fat på styret med venstre hånd og drejer hovedet for at se lige frem igen, giver det et ryk i styret som hvis man slår på det ene håndtag. Det kan mærkes i hele cyklen som hvis man kører over et hul i vejen man ikke har set og kører over det lidt for hurtigt. Min første tanke er at jeg har ondt i min tunge fordi jeg åbenbart har haft tungen mellem mine tænder og i chokket bidt sammen. Jeg har smerter i mit ene knæ og jeg tænker at det godt kan komme til at gøre mere ondt senere når adrenalinens effekt aftager.
Jeg var ikke i tvivl om at vi havde ramt et rådyr og jeg var bare skide ærgerlig over at jeg ikke holdt øjnene på vejen. Jeg har boet en del år i et område med mange rådyr og har ofte set mange farlige situationer fordi man er fokuseret på de dyr der er kommet over vejen og ikke udgør nogen fare i stedet for at holde øje med om der er flere på vej. Normalvis bremser jeg hvis jeg ser rådyr der krydser vejen foran mig - også hvis de er langt væk - eller hvis der står/løber nogen ved siden af vejen. Men jeg var kun fokuseret på at nyde min første tur på Honda'en efter alt det arbejde jeg har lagt i den og slappede derfor lidt for meget af.
Vi får hold på cyklen og stopper ved vejsiden. Michael er OK og er ikke blevet ramt af noget. Cyklen ser ikke umiddelbart ud som plastik-konfetti så vi går hen og ser om rådyret er i live. Den var ligeglad med at vi gik hen til den og prikkede den i øjet - og så havde den ingen puls.
Dens højre bagben var defekt og man kan se lidt knogle der stikker ud gennem huden og et lille stykke knogle der er faldet ud ved siden af. Ellers var der ikke meget at se på den.
Jeg kom i tanke om at jeg stadig havde den gamle forgaffel på cyklen, så det ville ikke være så stort et problem hvis den var blevet skæv. Det var da altid en trøst.
Vi gik tilbage for se skaderne lidt an på Honda'en. I lyset fra en mobil kunne vi kun se at der var knækket en lille smule plastik og ikke så ud til at være noget der var faldet af eller smadret ellers.
Michael sagde at han havde hørt en lyd da den første bil var kørt forbi og det lød som om bilen havde ramt noget plastik der lå på vejen. Han ledte i et minuts tid og kom tilbage med et stykke plastik der var symmetrisk og uden nogen skarpe kanter - det kunne ikke være fra cyklen, så jeg var klar til at kaste det i grøften indtil jeg kom i tanke om at det var fra de små ventilations huller i kåben. De er blændet af og det lille stykke plastik var åbenbart faldet af i sammenstødet. Det var sgu luksus at have en sporhund med
Vi fik ringet til min kæreste så vi kunne få rådyret med hjem og mens vi stod og ventede gik det op for mig at jeg ikke havde ondt nogen steder. Hverken i tunge eller knæ. Det var sgu billigt sluppet. Cyklen kunne køre os hjem igen uden jeg kunne mærke nogen forskel fra turen derud.
Der var en del biler der kørte meget langsomt forbi og et par stykker der stoppede for at høre om vi skulle have noget hjælp så det var rart at vide der også findes flinke mennesker på Fyn
Da jeg havde fået lidt søvn og der igen var blevet lyst var jeg ude og bese skaderne.
Det lille stykke plastik Michael fandt kan nok godt sættes på igen med en klat lim eller en lille skrue
Plastikgitteret foran motoren var knækket et par steder - jeg tvivler på det kan laves så det holder.
Kåben på venstre side har fået en revne i bunden og den lille arm på indersiden der holder kåben fast er også knækket, men det burde være til at lave så der ikke bliver meget at se.
Man kan lige ane revnen
Det var sådan set det. Der sad hår fast mellem dæk og fælg, så der har da været rimelig godt tryk på
Da jeg parterede rådyret kunne fandt jeg følgende skader:
En stribe på 5x20cm på venstre side af brystkassen hvor der ikke længere var nogen hår. Det var nok her dækket ramte den.
Højre bagben havde indre blødninger og åben knoglebrud. Jeg tænker det er fra da den ramte vejen.
Hoved og rygrad var delvist adskilt så hovedet kun blev holdt fast i den ene side af en smule muskler. Rimelig alvorligt piskesmæld
Selvfølgelig er det skidesurt at jeg kun nåede at køre lidt over 30 kilometer inden der skulle gå noget i stykker, men jeg føler mig også MEGET heldig med at der ikke skete mere. Jeg kan kun forestille mig hvordan det ville have set ud hvis dens hoved havde ramt ind i siden af forhjulet og måske var kommet igennem egerne. Eller hvis den havde været midt i et spring da jeg ramte den, så den var blevet kastet op i hovedet på mig. Jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre scenario hvis man skal ramme et rådyr med +80.
Dyret ligger i fryseren og Stig har lovet at hjælpe med at lave det ødelagt plastik så verden ser faktisk ikke så skidt ud for mig.
Nu skal jeg bare have lavet lidt fejlsøgning og justering på cyklen så den kører som den skal og så lige have lavet den lille smule der er gået i stykker. Så ender jeg jo med at være helt godt kørende. Jeg håber bare jeg så igen kan køre 60.000km uden uheld.
.
